fredag den 4. november 2016

syaften d. 31. oktober 2016

Vores flotte, nye skab er klar til brug. Der er hjul under skabet så det nemt kan flyttes (genbrugshjul fra Bentes mand, vi takker).Birthe kom med flere hylder så alle kassetterne med Kludemagasinet og andre blade er nemme at få både ud af skabet og sætte ind på rette plads igen, som Hanne meget bestemt og meget højt fortalte os. Jeg håber at vi kan leve op til det.




Se hvor fantastisk, en hel tom hylde og sikke en flot orden.


Jeg har købt en, troede jeg, smart, praktisk og anvendelig lyskilde til at hænge om halsen. Det skulle være nemmere at se sytøjet når lyset ikke er ideelt til håndarbejde. Jeg var ikke helt tilfreds med den og Lena sagde: Lad mig prøve den.


Det kniber også for Lena. "Der er noget der tager alt lyset."
Lamperne sidder for højt oppe, måske havde det været bedre med 10 cm længere lampearme. Så det var ikke kun mig. Altså ikke nogen succes.


Det var en meget større succes med Margits Log-cabin-ligth tæppe som hun begyndte på, da vi havde kursus med Karen Ekmann d.18. maj. Dengang var hun ikke helt tilfreds med stofferne. Det hjalp at få alle blokkene syet sammen. Et flot resultat af en spændende teknik.


Margit var også igang med en applikeret dækkeserviet med glade snemænd. Den blev monteret helt færdig i løbet af aftenen.


Jeg er også helt færdig med mit prøvestykke fra broderikurset, med både applikation og stitchery, og jeg har valgt at monteret det på en pude. Margit var så flink at være "holder" mens jeg fotograferede.


Jeg har også broderet noget af en snemand som er sat ind i noget log-cabin. Det blev til en sød serviet. Den er maskinquiltet med en pyntesøm i sømmene og stjernerne er syet med en dobbelt ligeud-stingsøm og almindelig sytråd. Det får mønstret til at blive mere synligt. 


De nye bøger og blade bliver også studeret meget flittigt. Der er så mange skønne ting vi kunne tænke os at sy. Desværre er vi nødt til at konstatere, at vi ikke kan nå alt det vi gerne vil. 
Øv da osse. :-) 


Kludehilsen fra Grethe

Ingen kommentarer:

Send en kommentar